Deep Uncertainty (encyklopædiopslag)

Indledning

Opslagets fortjeneste er definitionen: usikkerheden er dyb, når uenigheden angår ikke parametrenes værdier, men de generative modeller, sandsynlighederne eller kriterierne for vurdering af udfaldene. Heraf følger, at den ikke reduceres til en mangel på data eller til en beregningsvanskelighed; det er en tilstand, hvor spørgsmålets struktur for øjeblikket udelukker en stabil probabilisering. For MARTRO beskytter denne præcisering metoden mod en hyppig afdrift — konverteringen til tal af det, der endnu ikke er parat til at måles som risiko.

Relevansen for den lille virksomhed er umiddelbar. Når den vurderer et styringssystem, en ekspansion, en nøgleansættelse eller en automatisering, råder den sjældent over processer, der er stabile nok til at estimere deres virkninger præcist: de historiske data afspejler en konfiguration i forandring, præferencerne mellem hastighed, kontrol, kvalitet og likviditet er ikke altid eksplicitte, og de interne aktører kan læse det samme problem på divergerende måder. Under sådanne betingelser risikerer den numeriske præcision at fungere som for tidlig beroligelse.

MARTRO-oversættelsen er først og fremmest klassificerende: før man vælger instrumentet, klassificerer man uvidenhedens type. Er problemet målbar risiko, tyer man til data og beregning; er det et alternativt scenarie, ræsonnerer man i termer af robusthed; er det dyb usikkerhed, bevarer man muligheder, reducerer irreversibiliteten og definerer revisionsregler. Denne klassifikations redaktionelle værdi er stærk, for den lærer, at ikke alle problemer fortjener det samme sprog.

På det operationelle plan egner opslaget sig til at blive en lille beslutningsgrammatik, artikuleret i nogle få spørgsmål: hvilke implicitte modeller antager vi? Hvem er uenig? Hvilken information mangler faktisk? Hvilken beslutning bliver irreversibel, hvis vi går videre nu? Hvad kan vi foretage os i lille skala for at lære uden at lukke muligheder? Spørgsmål, der trækker usikkerheden ud af retorikken for at placere den i valgets arkitektur.

Grænsen består i at forhindre, at »dyb usikkerhed« forfalder til et alibi for uvirksomhed. Den korrekte holdning er ikke at suspendere handlingen, men at tilpasse forpligtelsen til vidensgraden: hvor data er tilstrækkelige, er en kvantitativ vurdering påkrævet; hvor de ikke er det, må diagnosen angive, hvilke signaler der skal gøres observerbare, hvilke marginer der skal bevares, og hvilke stopregler der skal formuleres.